Skåneleden atlas med outdoor-kort

De svenske vandreruter Skåneleden strækker sig over 1250 kilometer i det svenske lavland og fordeler sig på fem delruter (delled). Landskabet er let at vandre i. Det har kyst mod tre verdenshjørner, og der findes gode servicemuligheder og en rig kulturhistorie.

En af Skånes store attraktioner er den varierede natur. Her findes store løvskove og høje åse, klipperige kyster og lange sandstrande, fugtige moser og afgræssede kulturlandskaber, dybe granskove og store søer, og ovenikøbet er der ikke langt til skærgården ved Blekinge. Landskabet er langt fra fladt – Kullaberg, Bjärehalvön og Söderåsen har stejle stigninger og også store dele af Österlen i sydøst er kuperet. Vandrer du langs kysterne eller i populære områder omkring nationalparker som Stenshuvud og Söderåsen, er der gode chancer for at møde andre vandrere. Vælger du derimod at vandre oppe i det nordøstlige Skåne, kan du gå en hel dag uden at møde et eneste menneske.

Skåneleden består af fem forskellige delruter (delled), som strækker sig i forskellige retninger som grenene på et træ. Delruterne er opdelt i hundredvis af etaper, som i gennemsnit er mellem 10 og 15 kilometer lange.

SL1 Kyst til kyst strækker sig fra Ängelholm i det nordlige Skåne i vest til Sölvesborg i nordøst. Her bevæger du dig fra klipperig kyst på Bjärehalvön forbi søer og moser til ensomme stier i den skånske vildmark i nordøst.

SL2 Nord til syd går fra områderne oven for Hässleholm i det nordøstlige Skåne og lige ned til Trelleborg på sydkysten. På denne delrute vandrer du gennem dybe skove med spor efter dansk-svenske stridigheder, du går forbi Hovdala slot, passerer hedenske heller og klassisk godslandskab, inden du kommer ned på den skånske slette.

SL3 Ås til ås begynder i Åstorp ved foden af Söderåsen i nordvest og går hele vejen ned til Brösarp på Österlen. Du vandrer gennem bøgeskove og kløfter, oplever Söderåsens nationalpark og slutter i Brösarps bakkers kuperede landskab.

SL4 Österlen går i en cirkel i Skånes sydøstlige hjørne. Du indleder i Ystad, passerer Sandhammarens hvide strande, går forbi pittoreske fiskelejer og havnebyen Simrishamn, inden du går ind i landet langs Verkeån ved Haväng og endelig via Snogeholms rekreative område er tilbage i Ystad.

SL5 Öresund begynder ved Utvälinge mellem Kullaberg og Bjärehalvön oppe i Skånes nordøstlige hjørne og går hele vejen langs kysten ned til udkanten af Malmö. Du vandrer langs flade strande, forbi fiskelejer og slotte samt kystbyerne Helsingborg og Landskrona. Når du er kommet ned til Malmö, foretager ruten et hop til Skanör-Falsterbo med sine sandrevler og fugleliv.

Calazo Outdoortatlas Skåneleden
For første gang findes etapekort over hele Skåneleden samlet på ét sted. Over 60 specialudviklede terrænkort i skalaen 1:50 000 præsenteres i et praktisk bogformat, et nyttigt værktøj uanset om du planlægger en kort udflugt eller en længere vandring. Etapestarter, parkeringer, overnatninger, busholdepladser med mere er tydeligt afmærkede på kortene. Outdooratlasset er tænkt som supplement til guidebogen Vandra Skåneleden.